Hvad er en Lilleskole?

Med Den Lille Skole i Bagsværd, der startede i 1949, begyndte en pædagogisk bevægelse, hvor nye lilleskoler med tiden dukkede op over hele Danmark. De var og er inspirerede af både hinandens pædagogiske praksis og tanker, og selvom de ligner hinanden, er de også forskellige - som alle andre frie grundskoler, privatskoler, friskoler, kristne friskoler m.fl. 

På trods af forskellighederne, kan man – også på Roskilde Lille Skole - opleve de oprindelige lilleskoletanker:

  • At børnelivet er et selvstændigt liv, der ikke kun skal være en forberedelse til voksenlivet
  • At skolens liv og arbejdet med børnene skal ses som en forlængelse af hjemmets liv
  • At det kreative og musiske i pædagogikken har en særlig betydning for børn
  • At børnene skal inddrages i skolens kultur og demokrati  

I dag er der 60 lilleskoler fordelt i Danmark fra Bornholm til Skagen. De er selvejende institutioner og organiseret i skoleforeningen, Lilleskolerne.